Hvis du mangler brød og har brug for en hurtig løsning, så kan du kaste dig over disse knækbrød med lakrids. De er hurtigt rørt sammen, skal kun ligge en halv time, før du ruller dejen ud, og bager i kort tid.
Opskriften er egentlig med lakridsrodspulver, men det havde jeg ikke i huset, da jeg fik lyst til at prøve opskriften, så det blev med lakridspulver i stedet. Det smagte også ganske godt, men jeg forestiller mig, at sødmen vil være lidt mere afdæmpet med lakridsrodspulver – det må jeg prøve en anden gang.
Knækbrødene smager godt alene, men de giver også en lækker, ekstra smagsdimension til en flødeost med krydderurter, brie eller marmelade.
Opskrift
15-18 stykker
2,5 dl letmælk
1 spsk. flydende honning eller sirup
1 spsk. neutral olie, fx rasp eller solsikke
10 gram gær
0,5 tsk. salt
1 tsk. lakridsgranulat
1 tsk. lakridsrodspulver (eller lakridspulver)
2 dl groft rugmel
4 dl hvedemel
- Rør mel, honning, olie, gær, salt og lakrids sammen i en skål. Rør først rugmelet i og derefter hvedemelet, lidt ad gangen.
- Ælt det sammen til en ensartet dej. Sæt dejen i køleskab i ca. 30 minutter.
- Forvarm ovnen til 225 grader.
- Rul dejen tyndt ud, ca. 2 mm i tykkelse, og skær den i passende knækbrødsstykker, ca. 10×5 cm.
- Læg stykkerne på en plade beklædt med bagepapir, og prik dem med en gaffel.
- Bag knækbrødene i ovnen 5-7 minutter, eller til de begynder at få farve i kanterne.
- Lad knækbrødene køle af på en bagerist.
Inspiration fra bogen “Lakrids” af Elisabeth Johansson.