Når det er luciadag, den 13. december, serverer svenskerne traditionelt lussekatter, som er smukt snoede safranbrød med kardemomme, som man pynter med rosiner.

Brødene er normalt uden fyld, men her har jeg eksperimenteret med at fylde brødene med remonce af lakridsmarcipan. Brødene blev superluftige med en tynd, sprød overflade og en let og ikke for sød smag af lakrids. Og de faldt i god jord ved familien, så dem kan jeg godt anbefale som et alternativ til kanelsnegle.

Brødene smager også godt uden fyld, og hvis man vil have lakridssmag i dem, kan man kan jo overveje at putte lidt lakridspulver i dejen. I billederne nedenfor er de første lussekatter med fyld, og de andre er uden fyld, men pyntet med lakridsrosiner.

Der er forskellige historier om lussekatters navn – bl.a., at det skulle være efter Lucifer, og at de små brød skulle holde djævlen væk. De kan også være opkaldt efter den italienske helgeninde Sancta Lucia, som man jo fejrer på Luciadag, bl.a. med Luciaoptog. De gule safranboller skulle desuden minde en om solen og dermed skræmme djævlen væk og måske også bringe lys i den mørke tid.

Opskrift

10 lusekatter
Dej
1 g safran eller 2 tsk. gurkemeje
2 spsk. rom
50 g gær
125 g smør
1 dl sukker
4 dl mælk
1 æg
1 knivspids salt
14 dl mel
Fyld
100 gram lakridsmarcipan
100 gram stuevarmt smør
1 æg til pensling

  • Stød safran og 1 tsk. sukker i en morter, og lad det trække 30 min. i rommen.
  • Smelt smør og tilsæt mælk til det er fingervarmt.
  • Rør gæren ud i lidt af væsken, hæld resten af væsken i og tilsæt de øvrige ingredienser. Start med halvdelen af melet, og tilsæt resten lidt efter lidt, til du har en let dej.
  • Lad dejen hæve 1 time.
  • Del dejen i to lige store stykker, og rul hver af dem ud til ca. 30×30 cm.
  • Smør smørret på det ene stykke dej, og riv marcipanen over. Dæk med det andet stykke.
  • Skær dejen i strimler på ca. 2×15 cm. Form stykkerne til lussekatter ved først at rulle halvdelen af et stykke ind mod midten, vend derefter stykket, og rul den anden halvdel ind mod midten.
  • Lad lusekatterne hæve i ca. 30 min.
  • Pensl med æg, og bag dem i ovnen på midterste rille ved 200 grader i 8-10 min.

Hvis du vil have lidt mere lakridssmag, kan du komme lakridspulver i dejen. Du kan også overveje at erstatte marcipanfyldet med kanelremonce tilsat lakridspulver (100 gram smør, 100 gram brun farin, 1,5 tsk. kanel og 1 tsk. lakridspulver).

Lussekatter med lakridsfyld

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *