Vi får tit grønkålssalat til aften – der er så mange muligheder for at blande grønkål med frugt og nødder. Og det er jo ekstra let, når man ovenikøbet kan købe færdigsnittet og skyllet grønkål i poser!
En af mine favoritdressinger er med sennep, som klæder grønkål virkelig godt. Men denne dressing med lakrids kan bestemt komme op på siden af sennepsdressingen.
Salaten er god alene, men den står også godt til kylling, gris og fisk. Og den kan selvfølgelig bruges som en alternativ grønkålssalat til juleaften.
Opskrift
4 personer
Salat
200 gram grønkål
1 lille rødløg
1 æble i skiver
1/2 granatæble
1 håndfuld hakkede mandler
Dressing
1 spsk balsamico
3 spsk olivenolie
1 spsk lakridssirup
1 tsk lakridspulver
Salt og peber
- Skyl og hak grønkål fint. Hak rødløget i fine stykker, og skær æblet i tynde både. Tag kernerne ud af granatæblet, og hak mandlerne groft. Bland alle ingredienserne.
- Pisk balsamico, olivenolie, lakridssirup og lakridspulver, smag til med salt og peber, og bland det i grønkålssalaten.
Grønkålssalat med lakridsdressing