Dekorative hindbær med chokolade- og lakridsfyld er delikat snack, som du ret let kan trylle frem. Du skal kun bruge 3 ingredienser: Friske hindbær, chokolade og lakrids.
Jeg har lavet to udgaver af de fyldte hindbær: en med mørk chokolade og lakridspulver og en med hvid chokolade og lakridsgranulat.
Du kan selvfølgelig også bruge en færdiglavet lakridschokolade i stedet for at blande selv.
Bærrene er meget forskellige i deres smagsindtryk. I de mørke er chokolade og lakrids lidt mere fremtrædende end hindbær, mens de hvide giver mere plads til bærrenes syrlighed, og granulatet giver en ekstra teksturdimension.
Opskrift
125 gram friske hindbær
30 gram chokolade (mørk eller hvid)
1 tsk. lakrids (pulver eller granulat)
- Skyl hindbærrene, og lad dem tørre på et stykke køkkenrulle.
- Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovn.
- Brug en teske til at fylde den smeltede chokolade i hindbærrene.
- Stil hindbærrene i en skål med chokoladefyldet opad, så det ikke løber ud.
- Sæt hindbærrene i køleskabet, til chokoladen er størknet. Det tager ca. 1 time.
Opskriften er inspireret af louisesmadblog.dk