Disse søde hjertesmåkager med lakrids er perfekte som gave til én, du holder af, til valentinsdag, hvis du er til den slags – eller bare til en omgang selvforkælelse 😄
Opskriften er fra den italienske lakridsproducent Amarelli, som skriver på deres hjemmeside, at det er let og hurtigt (semplici e veloci) at lave disse Biscotti di San Valentino alla Liquirizia – og det har de ganske ret i.
Vær opmærksom på, at det faktisk er korrekt, at der skal hele 3 spsk. lakridspulver i. Men det handler måske også om, at der er lidt sukker i Amarellis lakridspulver, hvad der normalt ikke er i lakridspulver. Jeg har dog ikke prøvet at lave småkagerne med andet pulver end Amarellis.
Småkagerne har en dyb smag af lakrids, og der er også tydeligt lakrids i eftersmagen. Selvom der er meget lakridspulver i, synes jeg ikke, at smage er for voldsom, men jeg tror dog godt, man kunne lave dem med mindre.
Jeg forsøgte mig med revet citronskal i nogle af småkagerne, og det gav dem et frist pift, som stod godt til den runde lakridssmag.
Mine småkager blev lidt forskellige i tykkelsen, og de tynde er lækkert sprøde, mens de tykkere har en let blød kerne. Jeg tror, jeg vil gå efter en tykkelse på et par mm næste gang.
Opskrift
Ca. 50 stk.
200 gram mel
100 gr smør (stuevarmt)
110 gr sukker
1 spsk mælk
3 spsk Amarelli-lakridspulver
1 æg
1 knivspids salt
1 knivspids bagepulver
- Bland og si de tørre ingredienser, tilsæt mælk, æg og smør, og ælt det sammen.
- Dæk dejen med plastfolie, og lad den hvile 30 min. i køleskab.
- Rul dejen ud med kagerulle til ca. 2 mm tykkelse, stik kagerne ud med en hjerteform, og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
- Bag småkagerne midt i ovnen ved 180 grader i 10-15 min.
Du kan evt. pynt småkagerne med glasur og mandelstykker.
Opskriften er fra www.amarelli.ti