Disse brændte luksusmandler er ekstra delikate med smag fra en særlig flødelikør med lakrids, Noir Licorice. 

Mandlerne bliver sprøde og søde med en fræk likørnote, men lakridsen er ikke specielt fremtrædende. Hvis du ønsker mere lakridssmag, kan du blande de færdige mandler med lakridspulver. Det er også virkelig lækkert. 

Har du ikke flødelakridslikør kan du erstatte det med 100 ml vand og 2 tsk. lakridspulver og ellers følge samme fremgangsmåde. 

Jeg har ikke prøvet med almindelig lakridslikør, men måske vil det fungere med 100 ml af det + 25 ml fløde. Det er da et forsøg værd!

Ingredienser

250 g mandler
225 g sukker
125 ml flødelakridslikør (Noir Licorice)
Evt. 2 tsk. lakridspulver

  • Kom alle ingredienserne på en pande. Start på høj varme, og lad blandingen komme op og boble.
  • Skru lidt ned for varmen, efterhånden som likøren koger væk. Sørg for hele tiden at røre i blandingen.
  • Når likøren er kogt helt væk, har du en tør masse på panden. Skru ned til middel/lav. Sørg for at vende mandlerne rundt konstant.
  • Efter lidt tid vil det tørre sukker lige så langsomt begynde at smelte igen. Du kan vælge at tage mandlerne af, når sukkeret er glat og skinner nogle steder, mens andre er ru og tørre, eller du kan lade det hele smelte, så alle mandlerne bliver skinnende.
  • Tag mandlerne af varmen og fordel dem på et stykke bagepapir. Brug et par gafler til at skille dem ad, hvis de hænger sammen nogle steder.
  • Hvis du ønsker ekstra lakridssmag, kan du hælde 2 tsk. lakridspulver i et glas, putte de afkølede mandler i, sætte låget på og ryste, så pulveret fordeler sig på mandlerne.
Brændte luksusmandler med flødelakridslikør

Post navigation