I Danmark har vi meget lækkert grovbrød og surdejsbrød, men vi gør ikke så meget ud af krydderier i brødet. Det gør svenskerne til gengæld, og de har deres helt eget brödkrydor, som man køber færdigblandet. Det består af anis, fennikel og kommen, så det er jo oplagt for mig at kaste mig ud i bagværk med det.
Denne opskrift er inspireret af @vegoinspira – der også bruger rosiner, men det er jeg ikke så vild med i brød, så dem har jeg droppet her.
Bollerne er fugtige med en god krumme. De er lidt søde med en delikat krydret smag fra krydderblandingen.
De er både lækre nybagte og dagen efter, fordi de bevarer en vis fugtighed. Og de smager skønt helt friske med smør eller ristede dagen efter. De er også gode til ost – fx gedeost med fennikel.
Opskrift – 12 boller
35 g smør
3 dl mælk
½ dl mørk sirup
1 spsk. brødkrydderi
1 tsk. salt
50 g gær
5 dl hvedemel
3 dl groft rugmel
- Smelt smørret i en gryde.
- Tilsæt mælk, sirup, brødkrydderi og salt.
- Varm derefter væsken til lillefingervarm.
- Smuldr gæren i en skål, tilsæt dejvæsken, og rør til gæren er opløst.
- Tilsæt mel lidt ad gangen, og rør til en jævn dej. Lad dejen hæve tildækket i cirka 30 minutter.
- Del dejen i 12 stykker, og rul stykkerne til kugler. Dyp dem i mel, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket i cirka 30 minutter.
- Bag dem midt i ovnen ved 225° i cirka 10 minutter.