Fastelavn er efterhånden også blevet lig med den svenske udgave af fastelavnsboller, semlor, hvor der både er fløde og marcipan i bollerne. I denne udgave, som jeg fik inspiration til på Instagram, er dejen hurtigt klaret, for det er nemlig færdiglavet croissantdej.
Jeg havde tænkt, at jeg ville komme lakridsmarcipan i, men jeg kunne ikke finde det i nogen butikker, men Odense Marcipan kom mig til undsætning med en opskrift på marcipan med appelsin og lakridsknas, som jeg tilfældigvis havde i skuffen. Og så tilsatte jeg lidt kardemomme for at gøre det lidt mere svensk.
Disse fastelavnshorn er både dekorative og smagfulde med blandingen af frisk appelsin og lakrids, som giver skønt modspil til flødeskum og marcipan. En virkelig lækker, alternativ fastelavnsbolle.
Det er selvfølgelig også muligt at forme dejen som almindelige croissanter, som du skærer over og smører med marcipanmasse og fylder med flødeskum. Og har du lakridsmarcipan, kan det sagtens peppes op med appelsin og kardemomme, så du ikke behøver bruge lakridsknas.
Jeg valgte at pynt med lidt lakridsknas, fordi det gav lidt crunch til hornene – knasen, der er rørt ud i marcipanen, mister nemlig sin sprødhed.
Opskrift
6 horn
Fastelavnshorn
1 dåse croissantdej
6 isvafler
folie
æg til pensling
Marcipanmasse
150 gram marcipan
revet skal af 1 appelsin
3 tsk. lakridsknas/-crisp (fra Odense Marcipan)
0,5-1 tsk. kardemomme
0,30-0,40 dl vand
Fyld
2,5 dl piskefløde
1-2 tsk. vaniljesukker
Pynt
appelsinskive
lakridsknas
evt. flormelis
Fastelavnshorn
- Beklæd isvaflerne med folie.
- Rul croissantstykkerne omkring vaflerne. Sørg for at kanterne hænger sammen.
- Pensl hornene med sammenpiske æg.
- Bag hornene i ovnen ved 200 grader på midterste rille i ca. 12-15 minutter.
- Tag hornene ud af ovnen, og fjern isvaflerne (de kan godt bruges til is bagefter).
- Lad hornene køle af på en rist.
Marcipanmasse
- Riv mandelmasse og appelsinskallen, bland det sammen og tilsæt lakridsknas og kardemomme. Tilsæt vand lindt efter lidt, til massen er smørbar.
Fyld
- Bland fløden med vaniljesukker og pisk fløden stiv (men ikke for stiv).
Samling
- Smør mandelmassen rundt på indersiden af alle hornene. Fyld dem med flødeskummet, og pynt med appelsinskive og lakridsknas. Strø evt. flormelis på toppen.
Opskriften er inspireret af elinlagerquist på Instagram og Odense Marcipan