Hvis du, ligesom jeg, har masser af solbær i din have, bør du simpelthen teste denne chokoladekage, som er spicet op med lakrids, og hvor solbær leverer et frisk modspil, så kagen ikke bliver for tung.
Kagen skal tilberedes ad flere omgange, så det er ikke den, man skal vælge, hvis gæsterne ringer på døren om lidt. Har du tid til at bage kagen, tror jeg til gengæld, din gæster vil blive rigtig glade.
Inspirationen til kagen har jeg fået på Instagram, hvor jeg så flere reklamere for en opskrift på chokoladekage med lakrids og solbær, som Nigella Lawson har kreeret. Jeg kunne imidlertid ikke vente, til jeg kunne få fat i hendes kogebog, så jeg kreerede denne opskrift ud fra en anden chokoladekage og med egen solbærmarmelade, jeg havde i køleskabet.
I denne opskrift er der både lakrids i dej, marmelade og frosting, men hvis du ikke vil have så meget lakrids, kan du jo fx nøjes med almindelig solbærmarmelade. Jeg synes nu ikke, lakridsen er for voldsom i denne kombination – men måske er jeg heller ikke den rette til at vurdere, om der er for meget lakrids i 🙂
Opskrift
1 bradepande (ca.32×22 cm)
Kage
200 gram smør
4 æg
3 dl sukker
5 dl hvedemel
3 spsk. kakao
2 spsk. lakridspulver
1 spsk. bagepulver
2 d mælk
Fyld
6-8 spsk. solbærmarmelade med lakrids (se opskrift her)
Frosting
100 gram smør
6 dl flormelis
0,75 dl vand
0,5 dl kakao
1 spsk. lakridspulver
Pynt
Hele solbær
- Tænd ovnen på 200 grader.
Dej
- Smelt smørret i en gryde.
- Pisk sukker og æg, og tilsæt det afkølede smør.
- Bland de tørre ingredienser sammen, bland dem i sukkerblandingen, og rør godt igennem.
- Tilsæt mælk, og pisk dejen glat.
- Hæld dejen i en bradepande, og bag den i 30-35 minutter, så der ikke er dej på, når du tester med en dej- eller strikkepind.
- Køl kagen af.
Fyld
- Skær kagen midt over, og smør solbærmarmelade på bunden. Læg den øverste del ovenpå.
Frosting
- Varm alle ingredienserne til frostingen i en gryde, til blandingen er glat. Spred frostingen over den afkølede kage og pynt med hele solbær. Har du ikke friske solbær, kan du også bruge frosne, der er tøet op.