Mine stikkelsbærbuske giver som regel rigtig mange bær, så derfor leder jeg altid efter nye ideer til, hvad jeg kan bruge bærrene til.
Og de syrlige stikkelsbær, går faktisk rigtig godt i spænd med den søde lakrids. Det gælder også i denne marmelade, som udover lakridssirup har fået et ekstra lakridstouch fra brun farin.
Opskrift
1 glas marmelade
350 g grønne stikkelsbær
0,5 dl vand
0,5 vaniljestang
85 gram rørsukker
85 gram brun farin
2-3 tsk. sød lakridssirup
- Nip og skyl stikkelsbærrene, og kom dem i en gryde med vand samt korn og skal fra en halv vaniljestang.
- Kog det langsomt op, og kog bærrene ud. Det tager ca. 10 minutter.
- Tilsæt sukkeret, kog op, og lad marmeladen simre ved svag varme i 20-30 minutter. Hvis du ikke vil have marmeladen fast, kan du nøjes med 10 minutter.
- Tilsæt lakridssirup, og rør rundt, så det er fordelt.
- Skyl et glas med koldt vand, og hæld marmeladen på. Skal den holde meget længe, kan du også skylle glasset med Atamon, inden du hælder marmeladen på.
Marmelade med stikkelsbær og lakrids