Denne is er både dekorativ og sund, den kræver kun få ingredienser, og så er den let at tilberede. Så det er kun frysetiden, der forhindrer en i at kunne nyde den lige med det samme, man får lyst.
Jeg har både lavet isen som et trafiklys med jordbær, mango, kiwi og de flotte aflange og lysegrønne frø fra sødskærm og i en grøn og gul sommerudgave uden jordbær.
Isen indeholder kun frugternes naturlige sukker, og så kommer sødskærmsfrøene som en halvsprød anis-overraskelse i mangoisen.
Som det fremgår af billederne nedenfor, forsøgte jeg mig også med en udgave med lakridsgranulat i mangoen (jeg tænkte, at det kunne se flot ud sammen med prikkerne i kiwien). Men lakridsen var alt for dominerende i mangoen, så man skal være virkelig forsigtig, hvis man vil prøve denne kombination og stadig kunne nyde den skønne mango.
Jeg har selv sødskærm i haven, hvor de sætter fine små hvide blomster i maj, og derefter kommer de aflange, meget aromatiske frø frem. Sødskærm gror vildt i Danmark, men jeg har læst, at man skal være forsigtig, fordi den kan forveksles med andre skærmplanter, som kan være giftige.
Opskrift
4 is
1 håndfuld jordbær
1 mango
12-16 sødskærmsfrø
3 kiwier
- Blend jordbærrene og fordel dem i 4 isforme. Frys dem 1,5-2 timer, til massen er så fast, at den ikke vil blande sig med det næste lag.
- Skræl og blend mangoen, og bland sødskærmsfrøene i. Fordel blandingen ovenpå jordbærrene i de 4 isforme. Frys yderligere 1,5-2 timer, til massen er fast nok til ikke at blande sig med næste lag.
- Skræl og blend kiwierne, og fordel blandingen over mangoen i de 4 isforme. Frys isene natten over.