Hindbær og lakrids klæder hinanden virkelig godt – og det er bestemt ingen undtagelse i disse dekorative dobbeltkarameller, der er lavet med rigtige hindbær.
Karamellerne er ikke svære at fremstille, men de kræver lidt tid, fordi der skal tilberedes to karamelmasser, og man skal have tålmodighed med at få massen op på den rigtige temperatur.
Men de er al tålmodigheden værd! Den syrlige smag af ægte solmodne hindbær mod den dybere lakridssmag er et fantastisk match. Teksturen er lidt forskellig i de to lag – hindbærdelen er blødere end den faste lakridsdel, men det gør bestemt ikke karamellerne dårligere.
Hvis du vil have en endnu flottere kontrast mellem de to lag, kan du vælge at bruge rød og sort farve i de to dele.
Disse karameller er også en superflot værtsgave – hvis du altså nænner at forære dem væk …
Opskrift
20×20 cm form
Lakridskaramel
1,5 dl piskefløde
1 dl mørk sirup (evt. muscovado)
1 dl sukker
1 spsk. lakridspulver
evt. sort karamelfarve
Hindbærkaramel
110 gram hindbær (evt. frosne, der er tøet op)
0,5 dl piskefløde
1,5 dl sukker
25 gram smør
0,75 dl lys sirup
evt. rød karamelfarve
- Beklæde en 20×20 cm form med bagepapir.
Lakridskaramel
- Læg alle ingredienser i en tykbundet gryde.
- Kog massen op til den er 125 grader (brug termometer). Det tager 10-15 minutter.
- Hæld massen i formen med bagepapir, og lad den køle af.
Hindbærkaramel
- Blend hindbærrene til en fin puré, og si pureen i en finmasket si, så du fjerner de fleste kerner.
- Hæld pureen og de øvrige ingredienser i en tykbundet gryde.
- Kog massen op til den er 125 grader (brug termometer). Det tager 10-15 minutter.
- Hæld hindbærmassen ovenpå lakridskaramellen.
- Lad karamellen køle af ved stuetemperatur i nogle timer eller i køleskabet, før du skærer den ud.
- Opbevar karamellerne i køleskabet.
- Jeg plejer at vente med at skære dem ud, til jeg skal bruge dem – nogle gange bliver det lidt ad gangen. Pak evt. karamellerne i madpapir, hvis du vil give dem som gave, så du undgår, at de klæber sammen.