Er du på jagt efter en sommerdessert, der er lidt ud over det sædvanlige, så prøv denne rabarberkompot med lakridsrod og lakridspulver, serveret med hjemmelavet flødeis med tonkabønne og pyntet med friske jordbær.

Ismassen er hurtig at røre sammen, og den kan laves uden ismaskine. Hvis du skal servere isen til aften, så lav den dagen før eller om morgenen. Rabarberkompotten kan du vente med til om aftenen, den er også let at tilberede, og så skal den selvfølgelig lige køle af, før du serverer den med isen. Jeg har brugt muscovadosukker i kompotten, fordi det også smager af lakrids, så det er med til at understøtte lakridssødmen.

Isen er lækker blød og har en sød og aromatisk smag, der kan minde lidt om en blanding af vanilje og karamel med et touch af marcipan. Det går rigtig godt med den syrlige kompot, som har en let smag af både lakridsrod og lakridspulver, og de friske jordbær giver modspil i tekstur.

Tonkabønner er tørrede frø fra cumaru-træet, der vokser i Mellem- og Sydamerika. De dufter meget kraftigt af kumarin, som kan minde om vanilje og findes i bl.a. kassiakanel og skovmærke. I store mængder kan kumarin være sundhedsskadeligt, og måske er det derfor, bønnen ikke er så kendt herhjemme. Men der er intet farligt ved at bruge det i mindre mænger som fx i denne is eller i panna cotta og dessertcreme.

Opskrift

1 liter is
0,5 l piskefløde
3 æggeblommer
60 gram sukker
1 spsk. revet tonkabønne (ca. 1 bønne)

Rabarberkompot (4 portioner)
250 gram rabarber
2 spsk. vand
1 lakridsrod
2 spsk. muscovadosukker
1 tsk. lakridspulver

Pynt
Friske jordbær

Is

  • Riv tonkabønnen.
  • Pisk fløden til en let skum.
  • Pisk æggeblommer, sukker og revet tonkabønne til en luftig æggesnaps.
  • Vend forsigtigt flødeskummet i æggesnapsen.
  • Hæld iscremen i en form (ca. 1 liter) og stil den tildækket i fryseren.
  • Rør i isen 4-5 gange under indfrysningen.

Inspiration fra www.arla.dk

Rabarberkompot

  • Skyl rabarber, og skær dem i 2 cm store stykker.
  • Vend rabarberstykkerne i sukker og lakridspulver, og lade det trække nogle minutter.
  • Kog vandet op med sukker og lakridsrod under låg i 5 minutter.
  • Tilsæt rabarberne, og lad det småsimre i 3-5 minutter under hyppig omrøring.
  • Tilsæt lakridspulver, og lad kompotten køle af, før du serverer den med isen.

Rabarberkompot med lakrids og tonkabønneis

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *