Så fik vi høstet vores fennikel-mark – eller mark er nok så meget sagt … og det er fennikel måske også … store blev de i hvert fald ikke.
Vi såede fennikelfrø først på sommeren, og en del planter kom op over jorden. Men de udviklede aldrig rigtig nogen knold.
Indrømmet, vi gjorde heller ikke noget særligt for planterne – andet end at vande dem, når det var tørt.
Vi blev enige om, at vi nok kunne bruge de buskede, dildagtige toppe og de småbitte knolde til en frilandsfennikel-salat.
Salaten blev frisk og sprød, og smagen af lakrids og anis kan man i hvert fald ikke klage over – den var umiskendelig. Måske smager det også bare ekstra godt, når man selv har dyrket det.
Opskrift
1 fennikel
2 spsk citronsaft
1 spsk honning
1/2 spsk olivenolie
Salt og peber
Bland marinaden af citronsaft, honning og olie. Vend ultratynde fennikelskiver i marinaden og smag til med salt og peber. Lad salaten trække 5-10 minutter.
Opskriften er fra bogen Lakrids i maden af Johan Bülow.
Jeg har tidligere brugt én af vores hjemmeavlede fennikler i en rød spidskålssalat med egne cox orange-æbler (se foto nedenfor. Det fungerede også fint.