Fik denne idé, da jeg spiste sammensæt-selv-din-brunch med en veninde. Her kunne man nemlig vælge god gammeldags øllebrød. Det gjorde jeg nu ikke, men jeg tænkte, at det da måtte prøves med en lakridsøl. Og det har jeg så gjort flere gange.

Denne øllebrød er lavet med rugbrød og økologisk håndværksøl, Alexander Baltisk Porter, fra Hjort Beer og serveret med flødeskum. Jeg har siden prøvet med andre lakridsøl, men indtil videre har Alexander været den bedste.

Porteren giver en god sødme og fylde til øllebrøden. Lakridsen er ikke fremtrædende, men den skjuler sig på den anden side heller ikke.

Det er absolut ikke sidste gang, jeg har prøvet denne luksusøllebrød, som min mand sørgede for at tilberede.

Alexander er lavet på bygmalt, humle, lakrids, mørk kandis og gær, og så er den lagret på egetræ og whisky. Procenten er på voksne 8,8 og flasken på 50 cl.

Porteren har vundet sølv ved Barcelona Beer Challenge i 2019, og er kåret som bedste nordiske godnatøl i 2018.

Opskrift

4 portioner
Ca. 200 gram rugbrød
Ca. 1/2 liter vand
1/2 lakridsøl (33 cl)
1 spsk. sukker
Flødeskum

  • Skær rugbrødsskiverne i små tern , dæk dem med vand, og lad dem stå natten over.
  • Tilsæt lakridsøl, og kog grøden ved svag varme, til rugbrødet er blødt, så det kan røres ud. Rør jævnligt i grøden, så den ikke brænder på. Smag til med sukker.
  • Server grøden med flødeskum.

Luksusøllebrød

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *