Også denne sommer gav vores solbærbuske flere kilo flotte bær, og de bliver både til sorbet, kager, saft og selvfølgelig solbærmarmelade. Men af en eller anden grund har jeg aldrig tænkt på, at man kunne blande lakrids i syltetøjet, før jeg så et billede på Instagram fra @hawnbycreations, som havde lavet solbærmarmelade med lakridssirup.
Så mig i gang med gryde, bær, sukker og salt lakridssirup. Jeg var først lidt forsigtig med siruppen, men da jeg ikke syntes, at lakridsen smagte igennem, blev det til 3 tsk. til 300 gram bær.
Marmeladen blev prøvesmagt på hvidt brød. Smagen er meget kraftig – især solbær er gennemtrængende, mens lakridssiruppen ligger som en undertone. Men jeg tror faktisk, den er med til at forstærke solbærsmagen, og marmeladen er ret lækker til ost.
Opskrift
300 gram solbær
1,5 dl sukker
3 tsk. salt lakridssirup
Bland solbær og sukker i en gryde, kog det op, og lad det simre ved svag varme, til du synes, konsistensen er god.Tag gryden af varmen og tilsæt siruppen. Hæld marmeladen på et skoldet glas. Skyl det evt. med Atamon, hvis du skal opbevare marmeladen i længere tid.